The Reluctant Change Agent - Change, Chance and Choice among Teachers, Educational Change in the City

Detta är en avhandling från Lund University

Sammanfattning: Popular Abstract in Danish Med udgangspunkt i et kompetenceudviklingsprojekt for lærere i en svensk kommune adresserer denne afhandling de stigende krav til forandring og innovation, der karakteriserer den offentlige sektor generelt. Ved at følge kompetenceudviklingsprojektet gennem en fire-årig periode sættes projektet i en kontekst af innovation, globalisering og forandring. Forfatteren argumenterer, at dele af den nuværende diskurs omkring forandring inden for uddannelsessektoren er for unuanceret og herved undlader at adressere nogle af de vigtige aspekter vedr. forandring. Forfatteren har ved at følge nogle af de 75 lærere, der har deltaget i kompetenceudviklingsprojektet, identificeret fire typer af lærere og disses forhold til forandring. Disse fire typer omfatter forandringsagenten, reformisten, ildsjælen og den dedikerede lærer. Disse fire typer er efterfølgende placeret i et forandringsspektrum, hvor deres positioner ift. ovenfra initierede forandringstiltag og skoleudviklingsområder er skitseret. Ved at have udarbejdet denne research og denne kategorisering er det muligt for forfatteren at elaborere og kritisere den allerede foreliggende research omhandlende forandring af skole og uddannelse. Forfatteren tydeliggør hvorledes ovenfra initierede forandringstiltag baseres på en fejlagtig formodning om hvorledes forandring forankres og implementeres. Det er herved muligt for forfatteren at præsentere flere forklaringer på hvorledes og hvorfor forandring kan møde modstand. Forfatteren går så vidt at argumentere, at når forandringen manifesterer sig i en fysisk repræsentation af enkelt individer, som formodes at være forandringskraften, forkastes denne forandring af bærende udførere af forandringen. Den fysiske manifestation bliver omdrejningspunktet for de mange faktorer og variabler, der influerer og betinger en forandringsproces, og for den enkelte lærer er dette ikke nødvendigvis attråværdigt. Med denne analyse kritiseres forandringsdiskursen og forfatteren argumenterer, at det er nødvendigt at situere forandringsdiskursen i forhold til innovationsdiskursen, da begreberne ‘forandring’ og ‘innovation’ anvendes tvetydigt af nogle forskere. Ligeledes argumenterer forfatteren, at innovation som begreb og diskurs er stigende i et sådant omfang, at det løbende udvides og nuanceres, og derfor et fænomen, man som institution skal forholde sig til. Det er dog yderligere forfatterens argument, at innovationsdebatten vil beriges af at inddrage den indsigt, som de fire lærerkategorier vedr. forandring, har bibragt. Herved skabes der en erkendelse og forståelse af, at den metastrukturelle forandring manifesteret i én fysisk repræsentation, ‘forandringsagenten’, er at skabe en kampplads for forandringsprocessen, som ikke er realistisk, strategisk klogt eller etisk forsvarligt. Forfatteren argumenterer hermed for en vedvarende kritisk analyse af de bagvedliggende årsager til forandring og innovation og kontinuerligt at spørge: hvorfor denne forandring og innovation, for hvem denne forandring og innovation og hvordan denne forandring og innovation? Afhandlingen er baseret på flere teoretiske discipliner, innovation, uddannelsessociologi, organisationssociologi og globaliseringssociologi. Denne tværdisciplinære tilgang er forårsaget af erkendelsen af, at en kritisk analyse af begreberne forandring og innovation i konteksten af kompetenceudviklingsprojektet fordrer en tværdisciplinær tilgang. Forfatteren identificerer anomalier, som ikke umiddelbart lader sig forklare inden for én tilgang. Der argumenteres løbende i afhandlingen for hvilke teorier, der kan berige analysen med ny og kritisk indsigt. Metodisk er afhandlingen kvalitativ, og gennem fire år har forfatteren både observeret, interviewet og skrevet sammen med de deltagende lærere. Herudover har forfatteren med udgangspunkt i refleksive tekster samt offentlige tekster tilgængelige på hjemmeside og i foldere foretaget analyser af de holdninger og begreber, som lærerne udvikler og forholder sig til gennem projektet. Med afhandlingen bibringer forfatteren kvalitativ data og heraf udarbejdede kategorier vedr. forandring til en innovationsdiskurs, der i stigende grad er med til at sætte dagsordenen for uddannelsespolitik og forandringskrav i flere lande.

  KLICKA HÄR FÖR ATT SE AVHANDLINGEN I FULLTEXT. (PDF-format)