Gustafs ansigter : selvfremstilling i Gustaf Munch-Petersens forfatterskab

Sammanfattning: Popular Abstract in Swedish Den dansk-svenske forfatter Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) betragtes som en af portalskikkelserne i den danske lyriske modernisme. Han døde 26 år gammel som frivillig i den spanske borgerkrig, en konflikt, vi i dag ofte betragter som en del af optakten til anden verdenskrig. Dette tidlige endeligt gjorde ham til en af skandinavisk litteraturs ”unge døde”. Men det er ikke det eneste billede, vi har af ham. Selvfremstilling og identitet er en underliggende tematik i en stor del af Gustaf Munch-Petersens lyrik og prosa, og afhandlingens formål er at tydeliggøre nogle af de ansigter, forfatteren selv holder frem for os i sine litterære tekster. Med metaforen ”Gustafs ansigter” sigter jeg til de måder, Gustaf Munch-Petersen lader jeget komme til syne på inden for de fiktive rammer, et digt eller et prosastykke markerer, altså den litterære selvfremstilling. Afhandlingens teoretiske udgangspunkt er hermeneutisk og eklektisk, idet jeg ikke ønsker at afgrænse mig til et bestemt teoretisk perspektiv og dermed uundgåeligt på forhånd udelukke visse typer af potentiel mening. Bogens første, indledende kapitel præsenterer problemstillingen og den teoretiske ramme for de litterære analyser, herunder de typer af kontekster, der vil blive inddraget. Kapitel 2 redegør for legenden om Gustaf Munch-Petersen som en af de “unge døde” og fortæller historien om hans liv, sådan som den lader sig rekonstruere på baggrund af efterladte papirer og andet materiale. De følgende kapitler handler om fem forskellige, men indbyrdes forbundne ansigter eller typer af selvfremstilling, der hver især udgør et tværsnit igennem forfatterskabet. Jeg har valgt overskrifterne ”Det nye menneske”, ”Sønnen”, ”Elskeren”, ”Frelseren” og ”Kunstneren”. Kapitlerne er bygget op omkring analyser og tolkninger af udvalgte digte, der er særligt velegnede til at belyse selvfremstillingen. De fem litterære ansigter er alle præget af en understrøm af længsel efter en ny og radikalt anderledes verden, et tema, der løber igennem hele Gustaf Munch-Petersens forfatterskab. Hvis der er en samlende kraft bag hans litterære ansigter, er det netop dette: et jeg, der i sin kunstneriske skaben til stadighed drives frem af længslen i et forsøg på at bevæge sig hen imod visionen og ud over sit begrænsende, personlige selv.